BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Søborg, Politiets Efterretningstjeneste
PET søger en initiativrig studentermedhjælper med mod på at lære nyt til at assistere Intern Sikkerhed med opgaver inden for skriftlig kommunikation, lettere sagsbehandling og af øvrig forefaldende administrativ og praktisk karakter. Stillingen giver et godt kendskab til sikkerhed som fagområde.
Om jobbet
Som Intern Sikkerheds nye studentermedhjælper skal du assistere sektionen med en bred vifte af administrative opgaver og hjælpe til i den daglige drift, hvilket indebærer rådgivning og sparring af sikkerhedsmæssige spørgsmål og henvendelser.
Du skal assistere med dokumentation og journalisering og bidrage til udvikling og gennemførelse af sikkerhedsprodukter som eksempelvis awareness-kampagner og e-læringsmoduler. Du vil desuden komme til at bidrage til skrivearbejdet, eksempelvis i forbindelse med udarbejdelse af politikker, præsentationer eller andre leverancer.
Intern Sikkerhed er en højt prioriteret sektion med bred kontakt til hele PET. Du vil blive en del af et mindre team bestående af dygtige og passionerede medarbejdere. Vi tilbyder et uformelt miljø, hvor der er høje forventninger til kvalitet og disciplineret adfærd. Stillingen byder på tæt samarbejde med kollegaer, der har bred erfaring fra politiet, forsvaret og den private sektor. Det tværfaglige samarbejde giver god mulighed for at skabe et fundament for en fremtid inden for sikkerhedsområdet.
Din hverdag i jobbet vil være præget af mange opgaver blandet med mange løbende henvendelser. Du skal derfor være i stand til at prioritere, overholde deadlines og balancere din hverdag, samtidig med du er serviceminded og professionel. Din arbejdstid følger som udgangspunkts PET’s alminde-lige kontortider, men der er mulighed for en stor grad af fleksibilitet efter nærmere aftale.
Om dig
Din baggrund er mindre vigtig, men vi forventer at du er indskrevet på en relevant mellemlang eller lang videregående uddannelse med minimum 2 år tilbage.
Desuden ser vi gerne, at du:
• Har flair for at kommunikere professionelt og til forskellige modtagere
• Har en grundlæggende interesse for sikkerhedsområdet
• Kan navigere i en kompleks organisation med mange interne interessenter
• Er fortrolig med mundtlig formidling
• Hurtigt kan sætte dig ind i komplekse fagområder
Vi forventer desuden at du har gode samarbejdsevner, et muntert og positivt sind samt interesse for sikkerhedsarbejde. Jobbet kræver en høj grad af personlig integritet, initiativ og selvsikkerhed. Det er et krav, at du har stærke kommunikative kompetencer i skrift og tale på dansk, også på engelsk. Du skal kunne arbejde selvstændigt og ubesværet i MS Office og have let ved at tillære dig andre IT-systemer.
Da PET beskæftiger sig med klassificeret og til tider meget sensitiv information, er det et krav, at du kan affinde dig med de sikkerhedsforanstaltninger, der gælder for ansatte i en efterretningstjeneste. Eksempelvis er der visse begrænsninger i forhold til din adfærd på internettet, og hvad du kan fortælle din omgangskreds omkring dit arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsesstart pr. 1. november. Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Stillingen er ca. 15 timer ugentligt.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
For at kunne få job i PET skal du desuden kunne sikkerhedsgodkendes samt opretholde denne godkendelse gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Kontakt og ansøgning
Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 35.
Du er altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingerne uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 14. august 2024
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med op-gaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Politiets Efterretningstjeneste, Klausdalsbrovej, 2860 Søborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6086521