Bliv en central del af energiledelse og vedligehold i Gladsaxe Kommunes Ejendomscenter

dato

Ingeniør eller lign. til drift & vedligehold, samt databaseret energiledelse i Gladsaxe Kommunes Ejendomscenter

Er du tekniker eller mere til systemer og data? Ud fra dine interesser og kvalifikationer sammensætter vi din jobfunktion indenfor drift & vedligehold af bygningers energitekniske installationer samt databaseret energiledelse og -analyse.

Du vil blive en del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab i Ejendomscenteret, hvor du tilknyttes et bygningsteam og en tværgående ingeniørgruppe.

Fagligt får du størst tilknytning til ingeniørgruppen, der planlægger vedligeholdelse, renovering og energioptimering af bygningers HVAC-installationer. Desuden arbejdes med energimærkning, dataopsamling, nøgletal og analyser af energiforbrug og CO2-udledninger m.m.

Ingeniørgruppens tre medlemmer er tilknyttet hver sit bygningsteam, der arbejder med byggeri, renovering, vedligeholdelse og friarealer.

Ejendomscenteret har gennem mange år haft fokus på digitalisering og strukturering af bygnings- og energidata. Vi er ambitiøse i den digitale udvikling og står overfor at skulle videreudvikle vores digitaliseringsstrategi indenfor ejendomsforvaltning, byggeri, drift og energi.

Alle dine arbejdsopgaver understøttes af moderne IT-systemer, som Digital Bygningsdata, DaluxFM, EG Omega, Energy Projects, BMS-systemer o.a.

Du vil have mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt i dit daglige samarbejde med Ejendomscenterets 40 medarbejdere, som omfatter arkitekter, ingeniører, konstruktører, samt kolleger indenfor IT, jura, el, sikring, økonomi og administration.

Gladsaxe Kommune er præget af stærk vækst og udvikling, med stor efterspørgsel på moderne, bæredygtige og energieffektive bygninger, som Ejendomscenteret er en vigtig aktør i udviklingen af. Du vil derfor blive en del af en meget spændende arbejdsplads, hvor hver dag byder på nye vigtige opgaver.

Om jobbet
Afhængig af din faglige og erfaringsmæssige profil, dine interesser, vil jobbet omfatte en kombination af følgende opgaver:

  • Planlægning, udbud og projektledelse af periodiske og planlagte vedligeholdelses- og renoveringsopgaver af HVAC-installationer.
  • Projektering i mindre målestok.
  • Analyser, troubleshooting, optimering og driftsrådgivning på HVAC-området.· CTS-systemer og indeklima.
  • Databaseret energiledelse, opsætninger af dashboards, analyser og opgørelser af forbrug og CO2-udledning m.m.
  • Bearbejdning af energimærkerapporter og udbud af energisparetiltag.
  • Granskning af projektmateriale ved større ombygninger og nybyggeri.
  • Tilstands- og kvalitetsvurdering af energitekniske installationer.
  • Alle ovennævnte opgaveområder varetages i et udviklende samarbejde med alle kolleger i Ejendomscenteret samt med lokale driftsansvarlige og brugere.

Du vil få ansvaret for dele af ovennævnte opgaver i en portefølje af kommunale ejendomme, som du selv kan være med til at sammensætte.

Vi forestiller os at du er ingeniør, maskinmester eller energiteknolog, men også kandidater med anden uddannelsesmæssig baggrund med flair og interesse for systemer til og data om bygninger og energi, analyser af data, projektledelse m.m. vil kunne komme i betragtning.

Om Ejendomscenteret
I Ejendomscenteret er vi glade for vores faglige og sociale fællesskab. Vi tilbyder en arbejdsplads med stærk faglighed og prioriterer løbende faglig udvikling. Vi er blandt meget andet de stolte modtagere af Bygherreprisen 2024, og du vil opleve et tillidsbaseret og åbent arbejdsmiljø med fleksible arbejdsrammer og en arbejdsplads med fokus på arbejdsglæde. Med 40 medarbejdere er vi Gladsaxe Kommunes centrale kompetencecenter for bæredygtigt byggeri, renovering, energioptimering, udvikling og vedligeholdelse af kommunens ejendomme i samarbejde med brugerne og fagforvaltningerne.

Om Gladsaxe Kommune
Gladsaxe Kommune er en ambitiøs kommune i stadig udvikling. Med fokus på den bæredygtige dagsorden har kommunen med udgangspunkt i ’Gladsaxestrategien’ lagt sig i front på den grønne omstilling.

Byrådet har afsat betydelige midler til transformation af Mørkhøj Park-komplekset, en dagtilbudsstrategi med nye moderne børnehuse, et sundheds- og beskæftigelseshus ved Buddinge Station, Fremtidens Skole, nye idrætsfaciliteter, og meget andet.

Kommunens eksisterende bygningsmasse på ca. 500.000 m2 skal udgøre gode fysiske rammer for brugerne af de mangfoldige kommunale aktiviteter, og samtidig forbedres og optimeres og derved bidrage til kommunens strategier for grøn omstilling m.fl.

Ansættelsesforløbet
Der er ansøgningsfrist mandag den 10. marts 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i perioden 14.-21. marts 2025, og det forventes, at du kan tiltræde den 1. maj 2025 eller efter nærmere aftale.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Flere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte fagleder Poul Mathiesen 22 15 28 51 eller teamleder Peter Friche Madsen 61 14 22 17, hvis du har spørgsmål.

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gladsaxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Ejendomsafd. Bygninger, Rådhus Alle, 2860 Søborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-03-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/bdb1acc9-aa58-4c58-a0df-a6d783f1a972

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet