Ungehuset i Gladsaxe søger 2 socialfaglige medarbejdere. En til Kildevældet akutboliger og en til botræningen.
Brænder du for at arbejde med unge? Kan du bidrage ind i et tværfagligt samarbejde med en bred vifte af samarbejdspartnere, hvor vi sammen skal hjælpe de unge med at mestre deres eget liv? Hvis du kan sige ja til dette, så kan du være vores nye kollega!
Ungehuset
Du bliver en del af Ungehuset som består af to teams med hver 4 medarbejdere.
Vores kerneopgave er, i samarbejde med de unge, at udvikle de unges ressourcer med henblik på at styrke dem i at kunne mestre eget liv. Din rolle vil være central i at skabe et støttende miljø, hvor de unge kan udvikle sig og opnå selvstændighed. Du kan og vil motivere de unge til, at tage ansvar i deres eget liv og lære praktiske gøremål, samt kan skabe forståelse hos den enkelte om hvorfor det er vigtigt at lære.
Du er god til at etablere og gennemføre aktiviteter med borgerne, og er som person også vedholdende i, at de skal op hver dag og deltage i aktiviteter. Vores arbejdsopgaver er mange og af vekslende karakter, derfor skal du være forberedt på, at samtaler med de unge kan være af lettere og sværere karakter, og i nogle tilfælde skal du turde at sætte din relation på spil.
Vi ved at en stor del af mestringen og de unges generelle trivsel ligger i, at høre til og bidrage – derfor er en stor del af vores arbejde også at motivere de unge i retning af job eller uddannelse. Vi har et tæt samarbejde med vores kollegaer i Ungeenheden som blandt andet består af et handicapteam, jobcenter, hjemmevejledere, uddannelsesvejledere mm. Du skal derfor se værdien i at vi løfter i flok, og at vi med gode relationer til hinanden kan nå langt sammen med de unge.
Særligt for Kildevældet.
Kildevældets Akutboliger, med 7 pladser, er for 18 til 29-årige hjemløse med psykosociale udfordringer og udviklingsforstyrrelser. Nogle unge bor der kort tid og andre i en længere periode.
Opgaven er at støtte de unge i egen bolig og sikre at de kan fastholde den. Vi er uddannet i CTI-metoden.
Som ansat i Kildevældet er man også til stede i Kildevældets aktivitets-og samværs tilbud, hvor Gladsaxe borgere mellem 18 og 29 år kan komme og deltage i sociale aktiviteter f.eks. madlavning, forskellige spil og støtte til kontakt til offentlig myndighed mm.
Særligt for botræningen
Botræningen i Ungehuset er et botilbud efter Servicelovens § 107 for unge i alderen 18-31 år. Vi har 8 pladser til unge med særlige udfordringer som psykiske vanskeligheder, depression, angst og udviklingsforstyrrelse, herunder autisme-spektrum-forstyrrelser.
Din opgave er at motivere de unge til at lære at træne færdigheder med henblik på udslusning til egen bolig – en vigtig opgave er lære dem at mestre eget liv, og være vedholdende i, at du kan hjælpe dem til at gøre ting og ikke gøre tingene for dem.
Jobbet vil kræve af dig, at du er tålmodig og har forskellige tilgange til at flytte borgerne.
Du stiller krav til borgerne, som er mulige for dem at honorere, og vil gå langt for at I lykkes sammen. Du giver ikke op, men forsøger nye indgangsvinkler for at komme tættere på målet.
I Botræningen foregår der meget samarbejde med psykiatrien, hvor vores rolle er at være lyttende ved samtaler, for senere at kunne støtte borgerne i behandlingen.
Botræningen er i en forandringsproces, hvor tilbuddet er under udvikling. Derfor er det vigtigt, at du kan indgå i forandringsprocesser, og vil deltage aktivt i de nye tiltag, som skal implementeres.
Vi forventer af dig, at du
- er uddannet pædagog eller socialrådgiver
- har en god social forståelse og skarpe kommunikationsevner både i tale og på skrift
- kan samarbejde på tværs af afdelinger
- har et positivt livs-og menneskesyn og formår at tage udgangspunkt i borgerens ønsker
- bidrager til et godt arbejdsmiljø og løbende faglig sparring i teamet.
Vi tilbyder
- Et Ungehus med dygtige kollegaer, hvor vi arbejder løsningsorienteret med den unge i fokus
- Et veltilrettelagt introforløb, hvor du får en fast kollega som mentor i din opstartsperiode.
- Et arbejdsmiljø præget af højt engagement, faglighed men også med masser af humor. Vi er passionerede omkring vores arbejde og stræber altid efter at levere den bedste service til vores borgere.
- En arbejdsplads, hvor vi prioriterer et godt arbejdsmiljø og hvor trivsel er i fokus
Du bliver en del af Ungeenheden
I Ungeenheden er der cirka 90 medarbejdere og enheden er placeret i Borgerservice, Unge og Beskæftigelse i Gladsaxe Kommune. Vi arbejder med borgere ud fra et fælles mål om at hjælpe dem i uddannelse eller arbejde og støtte dem i at leve et selvstændigt liv.
I Ungeenheden arbejder vi ud fra et særligt fokus på at skabe sammenhængende indsatser på tværs af teams, afdelinger og forvaltninger. Dette gør vi ud fra en tro på, at vi ved at udnytte vores forskellige fagligheder og skabe kontinuitet i indsatsen skaber en positiv udvikling sammen med borgeren.
Vi arbejder rehabiliterende og recovery-orienteret og har fokus på borgerinddragelse. Vi er ambitiøse og optagede af, hvordan vi hele tiden kan blive bedre til gavn for borgerne.
Værdierne "Ordentlig, Fælles og Faglig" er vores DNA, og de gælder i hele afdelingen, uanset hvor du er ansat. Ordentlig, fælles og faglig er måden, hvorpå vi møder og samarbejder med borgere, virksomheder, ledere og medarbejdere.
Ansøgning
Du må gerne i ansøgningen skrive tydeligt hvilken stilling(er) du ønsker at søge, og hvorfor.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingerne er på 37 timer om ugen og på nuværende tidspunkt i tidsrummet 8.00-21:00 på hverdage og 10.00-15.00 i weekenden/helligdage. Du vil have ca. 2 aftenvagter om ugen og weekendarbejde hver 4. weekend.
Stillingerne er fra 1. august 2025 eller snarest derefter. Ansættelsessamtalerne forventes afholdt i uge 26.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte leder af Ungehuset, Bente Høhrmann, telefon 30 63 01 36
Du kan også læse mere om Ungehuset på Gladsaxe kommunes hjemmeside. https://gladsaxe.dk/borger/unge/bo-for-dig-selv/bo-selv-med-stoette-og-hjaelp-i-dagligdagen
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist torsdag den 19. juni 2025.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 26.
Ved ansættelse indhentes referencer fra tidligere ansættelser.
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ungehuset, Carl Blochs Alle, 2860 Søborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5b19975f-9942-4e26-943f-8e89666e2e3e