Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har tiltalt en mand for et indbrud i et galleri den 31. marts 2024. Han er også tiltalt for hæleri ved at have været i besiddelse af kunstværker fra tidligere galleri-indbrud. Samtidig ventes en medgerningsmand at tilstå sin rolle i sagen.
En 30-årig mand er blevet tiltalt for det indbrud, der natten til den 31. marts 2024 blev begået mod et galleri på Vasbygade i København. Ved indbruddet blev en stjålen bil bakket gennem porten ind til galleriet, og flere gerningsmænd kørte efterfølgende fra stedet på ladcykler med flere kunstværker placeret i cyklernes lad.Manden er tiltalt for, sammen med andre p.t. ukendte medgerningsmænd, at have stjålet 28 værker, som de forsvandt med på cyklerne, samt forsøg på at have stjålet tre andre, som dog blev ødelagt under indbruddet og efterladt på stedet.
Han er også tiltalt for et indbrud den 30. marts - dagen før indbruddet i galleriet. Her blev der på en privatadresse i Københavns Sydhavn stjålet forskellige værdigenstande samt den bil, der blev brugt til at ødelægge porten ind til galleriet. Yderligere tre personer er sigtet for at have medvirket til indbruddet den 30. marts.
Københavns Politis efterforskning af sagen førte til en koordineret anholdelsesaktion den 21. juni, hvor den 30-årige og en 28-årig formodet medgerningsmand blev anholdt på adresser i København. Her blev et af de stjålne værker fundet, mens andre blev fundet allerede den 11. juni på en adresse i Københavns Sydhavn i forbindelse med efterforskningen af et cykeltyveri.
Den 28-årige er sigtet for de samme forhold som den 30-årige, men da førstnævnte ventes at tilstå, vil hans sag blive behandlet som en tilståelsessag.
Anklageskriftet og retsmødebegæringen mod de to mænd indeholder også forhold om indbrud på en byggeplads, ulovlig våbenbesiddelse og hæleri - blandt andet ved sammen med andre medgerningsmænd at have været i besiddelse af kunstværker, som blev stjålet ved et indbrud i samme galleri begået i oktober 2023. De er også henholdsvis tiltalt og sigtet for at have været i besiddelse af kunstværker, der var stjålet fra et galleri i Søborg i september sidste år.
”Sagen handler primært om indbrudstyveri og hæleri af særlig grov beskaffenhed på grund af beløbenes størrelse og den systematiske og professionelle tilgang, som vi mener at kunne dokumentere. Det er Københavns Politis opfattelse, at de to mænd har spillet centrale roller i planlægningen og udførelsen af indbruddet tilbage i marts 2024, men de er også tiltalt og sigtet for hæleri ved at have været i besiddelse af andre kunstværker, som er blevet stjålet ved tidligere indbrud,” siger anklagerfuldmægtig Lea Kronborg fra Københavns Politis anklagemyndighed.
Tilståelsessagen vil blive behandlet retten den 18. november i Københavns Byret, mens sagen mod den 30-årige endnu ikke er berammet.