BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kildevældets Akutboliger i Ungehuset
Tilbuddet er et herberg efter Servicelovens § 110 for hjemløse borgere i alderen 18-29 år. Det er borgere med blandt andet psykosociale problemstillinger, men de kan også have andre udfordringer, handicaps og diagnoser eksempelvis indenfor autismespektret og lettere udviklingshæmning. Vi laver efterforsorg, i op til 6 måneder, for de unge, når de fraflytter tilbuddet. Vi har 7 pladser.
Kildevældets samværs- og aktivitetstilbud
Tilbuddet er et samværs- og aktivitetstilbud efter Servicelovens § 104 for borgere i alderen 18-29 år, alle er velkomne i tilbuddet og tilbuddet er uvisiteret. Tilbuddet har åbent i Ungehusets åbningstider og der laves fælles aktiviteter og spisning i tilbuddet.
Vi søger en ambitiøs og dygtig medarbejder til vores § 104 og § 110 tilbud, som bemandes af i alt 4 socialfaglige medarbejdere, hvoraf du bliver den ene. I stillingen arbejder du i begge tilbud.
Ungehuset
Kildevældet og Kildevældets Akutboliger er fysisk placeret i Ungehuset. Ungehuset rummer også Botræningen, som er et § 107 tilbud. Tilbuddene er adskilte, men medarbejdergruppen på tværs holder personalemøder sammen efter behov. Herudover holder vi ugentlige teammøder i Kildevældets Akutboliger og vi får også borgersupervision.
Sådan arbejder vi
Vi arbejder ud fra en rehabiliterende og en recoveryorienteret tilgang med borgerne. Vores arbejdsopgaver er mange og af vekslende karakter, derfor skal du være forberedt på, at samtaler med de unge kan være af lettere og sværere karakter, og i nogle tilfælde skal du turde at sætte din relation på spil.
Dagligt spiser vi morgenmad med de unge og laver aktiviteter for de unge, som ikke går i skole eller skal på arbejde.
Som socialfaglig medarbejder er du:
Handlingsorienteret, initiativrig, kreativ og vedholdende
Du kan og vil motivere borgerne til at tage ansvar i deres eget liv og lære praktiske gøremål, samt forstå hvorfor det er vigtigt at lære. Du er tålmodig og prøver på forskellige og nye måder at flytte borgerne. Du er vedholdende i, at de skal op hver dag og deltage i aktiviteter. Du er derfor også god til at etablere og gennemføre aktiviteter med borgerne.
Du stiller krav til borgerne, som er mulige for dem at honorere, og vil gå langt for at I lykkes sammen. Du giver ikke op, men forsøger nye indgangsvinkler for at komme tættere på målet.
Faglig stærk, undersøgende og nysgerrig
Du kan understøtte din daglige praksis med din teoretiske viden. Du vil gerne lære nye ting og
er nysgerrig på dine kollegers måde at gøre tingene på, og tør stille nysgerrige og afklarende spørgsmål til praksis. Du har forståelse for, at kompetenceudvikling sker i samspillet med borgerne, og læring sker i praksis gennem tæt supervision og bevidstgørelse. Derfor er du også åben for at invitere kolleger ind i praksis for at skabe et fælles læringsrum.
Dygtig til at dokumentere dit arbejde og koordinere
Vi arbejder i Nexus, og vi dokumenterer det arbejde, vi udfører med borgerne. Vi arbejder med mål og delmål, i tæt samarbejde med myndighedssagsbehandler, psykiatrien og andre samarbejdspartnere. Vi skal dokumentere samtaler og de ugentlige aktiviteter, vi hjælper borgerne med, så vi dokumenterer udviklingen hos den enkelte borger eller det modsatte, hvis ikke borgeren profiterer af støtten.
Du er en holdspiller, men kan også lide det selvstændige arbejde
Det er vigtigt for os, at du vil være en del af holdet og med til at sætte retning i tilbuddet. Du skal også trives med det selvstændige arbejde, da du er kontaktperson for borgere, hvor I laver individuelle aftaler og du vil også have borgere i efterværn, som bor i egen bolig.
Arbejdsmiljøet er ligeledes en vigtig faktor, det fysiske såvel som det psykiske. Du er derfor en god kollega, og er med til at sikre den gode stemning og samspil med kollegaer, borgere, leder og samarbejdspartnere. Det fysiske arbejdsmiljø er også vigtigt for os, så vores Ungehus fremstår pænt og ordentligt, derfor falder det dig naturligt at rydde op og tage en rengøringstjans, hvis behovet opstår.
Din ansættelse
Du ansættes i Ungehuset som er en del af Ungeenheden i Gladsaxe, hvor vi er ca. 100 medarbejdere. I Ungehuset er vi 10 medarbejdere og en daglig leder.
Som ansat i Ungeenheden, herunder Ungehuset, får du fagligt udfordrende og afvekslende opgaver. Vi har høje forventninger til dig og til hinanden, der er højt til loftet og let til grin. Du bliver en del af en arbejdsplads, med stort fokus på udvikling af det gode arbejdsmiljø, som alle tager ansvar for.
Stillingen er på 37 timer om ugen og på nuværende tidspunkt i tidsrummet 8.00-21:00 på hverdage og 10.00-15.00 i weekenden/helligdage. Du vil have ca. 2 aftenvagter om ugen og weekendarbejde hver 4. weekend.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Ungehuset, Bente Høhrmann, telefon 30 63 01 36.
Frist
Ansøgningsfristen er mandag den 25. september 2023 inden kl. 08.00.
Vi afholder samtaler torsdag den 28. september 2023.
Ansættelse fra 1. november 2023.
Ved ansættelse indhentes straffeattest og referencer fra tidligere ansættelser.
Gladsaxe er den første kommune i Danmark, der har indarbejdet FN’s verdensmål i alt, hvad vi gør. Med verdensmålene som ramme arbejder vi for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed og grøn omstilling. Det gør vi, fordi vi ønsker at gøre en forskel lokalt, der bidrager til en bæredygtig udvikling globalt.
Du kan læse mere om vores arbejde med FNs verdensmål i Gladsaxestrategien.
I Gladsaxe Kommune har vi røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Gladsaxe Kommune, Carl Blochs Alle 7, 2860 Søborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://portal.signatur.dk/ExtJobs/DefaultHosting/JobApplication.aspx?ClientId=1449&ERId=85184
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5907750