Sporene er lagt, retningen er sat – nu får du mulighed for at få den nye organisering af beskæftigelsesområdet i Gladsaxe Kommune til at fungere i praksis.
Du tror på, at mennesker er motiverede og gerne vil være en del af et fællesskab. Som leder af Beskæftigelsesenheden får du ansvar for at omsætte den tro til ledelse og praksis. Du skal stå i spidsen for en beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i borgernes ressourcer og drømme og har som mål at servicere virksomhederne i Gladsaxe og få flere borgere i job eller uddannelse.
Din opgave bliver at samle ledere og medarbejdere om retningen, styrke den fælles ledelseskraft og sikre stabil drift i den nye organisering.
Derfor skal du søge jobbet
- Du får ansvar for 5 teamledere og 80 medarbejdere og en central rolle i at sætte retning for Beskæftigelsesenheden og skabe sammenhæng på tværs.
- Du får mulighed for at skabe resultater for borgere, virksomheder og organisationen i næste fase af Beskæftigelsesenhedens udvikling. Den nye organisering er på plads, og din opgave bliver at få den til at fungere og skabe værdi i praksis.
- Du bliver en del af et stærkt og ambitiøst ledelsesfællesskab. Du træder ind i en velfungerende ledergruppe med fokus på fælles ledelse, sparring og udvikling. Også på tværs af kommunen får du del i et lederfællesskab, der både vil hinanden og vil noget sammen. Ledertrivsel er højt på dagsordenen i Gladsaxe Kommune, og der er konkrete initiativer på vej for at styrke den.
- Du får mulighed for at være med til at forme en ny fælles arbejdsplads. Når de tre enheder på beskæftigelsesområdet – Beskæftigelsesenheden, Ungeenheden og Ydelsesenheden – flytter sammen i Buddinge Byport i 2027, får du en vigtig rolle i at udvikle kultur, samarbejde og arbejdsformer, så de nye fysiske rammer understøtter kerneopgaven.
Din baggrund, erfaring og dine styrker
Du kan formentlig spejle dig i mange af nedenstående kompetencer, erfaringer og styrker
- Du har erfaring med at lede ledere og kan sætte retning i en ledergruppe. Du er eksponent for, at ledergruppen er et forum for sparring, faglige drøftelser, gensidig afklaring og fælles udvikling af opgaveløsningen. Du har måske endda ledelseserfaring fra et overordnet niveau og ønsker nu et job tættere på borgerne og medarbejderne.
- Vi forestiller os at du har erfaring fra beskæftigelsesområdet og kan sørge for, at der er gode rammer for faglig sparring for ledere og medarbejdere i din organisation.
- Du har gode relationelle kompetencer. Du har en tillidsfuld ledelsesstil, og det falder dig let at formidle retning og ambitioner, så både ledere og medarbejdere bliver motiverede til at udfylde rammerne.
- Du kan skabe ro, overblik og fremdrift i en omskiftelig tid. Du har erfaring med at implementere forandringer og sikre, at de bliver omsat til praksis og fastholdt som en del af organisationens måde at arbejde på.
- Du er dygtig til lede på tværs. Du skal kunne se helheden og facilitere og styrke det tværgående ledelsesfællesskab på tværs af organisationen.
- Du kan se de strategiske aspekter i arbejdet og får forholdt dig til det, det som er på vej i horisonten både politisk, forsknings-, lovgivnings – og konjunkturmæssigt.
- Du rummer en god kombination af ambition og ressourcebevidsthed. Du er optaget af, hvad der skaber størst værdi med de ressourcer, der er til rådighed. Det indebærer, at du kan lede prøvehandlinger, følge op på effekten og omsætte læring til bedre løsninger i praksis.
Udvalgte opgaver og udfordringer
Få ledergruppen til at lykkes sammen. De fem teamledere står med en vigtig opgave: at omsætte den nye organisering, de nye roller og de nye samarbejdsformer til en velfungerende hverdag. De er allerede i gang med et fælles lederudviklingsforløb, hvor fokus er på relationer, fælles retning og et stærkt ledelsesfællesskab. Som enhedsleder skal du skabe gode rammer for deres ledelse og videreføre arbejdet med at udvikle et lederteam, der tager fælles ansvar for hele Beskæftigelsesenheden.
Skabe en stærk fælles kultur i Beskæftigelsesenheden. Vi har færre ressourcer og derfor brug for at bruge dem klogt og på tværs. Vi skal kende hinandens opgaver, bruge hinandens kompetencer og i højere grad løse opgaver sammen. Medarbejderne sidder på to lokationer og har samtidig oplevet flere forandringer. Du får en vigtig opgave i at skabe mere sammenhæng, styrke samarbejdet på tværs og samle enheden om en fælles kultur. Det arbejde skal også være med til at sikre, at flytningen til Buddinge Byport i slutningen af 2027 bliver en naturlig videreførelse af en allerede igangsat udvikling.
Bruge digitalisering til at skabe bedre løsninger. Gladsaxe er godt med i forhold til digitalisering af beskæftigelsesområdet, og vi vil holde tempoet. Det gælder både vores egne arbejdsprocesser og vores arbejde med at gøre borgerne mere digitalt selvhjulpne. Du skal være med til at understøtte, at digitale løsninger øger kvaliteten i sagsbehandlingen og frigør ressourcer.
Beskæftigelsesenheden og den politiske ambition
Beskæftigelsesenheden har 80 medarbejdere og er en del af Borgerservice, Unge og Beskæftigelse. Som leder af enheden refererer du til Merete Jørgensen, chef for Borgerservice, Unge og Beskæftigelse.
Beskæftigelsesområdet er i en grundlæggende forandring. De kommende års reformer og fokus på faglig frisættelse giver os mulighed for at gentænke både vores opgaveløsning og vores måde at lede på. Som leder skal du være med til at omsætte de nye rammer til en stærk faglig praksis og en velfungerende hverdag for medarbejderne.
Det stiller krav til både ledelse og medarbejdere. Vi skal lære noget nyt, samtidig med at vi skal give slip på tilgange og metoder, der ikke længere giver mening. Derfor bliver din evne til at sætte tydelig retning, skabe tryghed i forandringen og holde fast i kerneopgaven vigtig.
Vi vil også møde borgerne på nye måder. Vi ser os selv som værter, når vi møder borgerne, og vi arbejder for, at den enkelte borger har en fast jobrådgiver, som følger borgeren hele vejen mod job. Det kræver nærvær, faglighed og sammenhæng i indsatsen.
Medarbejderne kommer med forskellige faglige baggrunde og kompetencer. Det ser vi som en styrke, men det stiller også krav om, at vi opbygger en fælles beskæftigelsesfaglighed. Det gør vi gennem en fagligt refleksiv praksis, hvor vi bruger hinandens viden og erfaringer aktivt og systematisk. Vi har desuden en tværgående grunduddannelse i Borgerservice, Unge og Beskæftigelse, der tager afsæt i en fælles faglig profil for alle medarbejdere i afdelingen.
Ledergruppen i Borgerservice, Unge og Beskæftigelse
Som leder af Beskæftigelsesenheden bliver du en del af den samlede ledelse af Borgerservice, Unge og Beskæftigelse, der organisatorisk er inddelt i tre enheder. Du kommer til at arbejde tæt sammen med Merete Jørgensen, afdelingschef og Anne Madsen, enhedsleder for Ungeenheden, og Ulla Molin Hilskov, enhedsleder for Borgerservice og Ydelsesenheden.
Vi er en ledergruppe, der både vil hinanden og vil noget med vores ledelse. Gennem et længere kompetenceudviklingsforløb har vi arbejdet med vores fælles ledelsesgrundlag og med at bruge hinandens perspektiver aktivt og konstruktivt i hverdagen.
Vi ser ledelse som et fag, der skal udvikles. Derfor prioriterer vi tæt samarbejde, fælles refleksion og systematisk kompetenceudvikling – både i den nære ledergruppe og i det samlede ledelsesfællesskab for alle 15 ledere i afdelingen.
Vi deler et grundsyn på borgerne, kerneopgaven og værdien af at lede på tværs. Samtidig udfordrer vi hinanden og bruger forskellighed i perspektiver og erfaringer til at blive bedre. Som ny leder får du derfor ikke bare et ledelsesansvar for Beskæftigelsesenheden, men også en vigtig rolle i et fælles ledelsesfællesskab, hvor vi tager ansvar for hele Borgerservice, Unge og Beskæftigelse.
Rekrutteringsforløbet
Har du lyst til at stå i spidsen for Beskæftigelsesenheden og være med til at sætte retning for den næste fase? Så vil vi meget gerne høre fra dig.
I din ansøgning vil vi gerne høre, hvad du ser som de vigtigste ledelsesopgaver i jobbet, og hvordan dine erfaringer og kompetencer kan bringes i spil. Du behøver ikke kunne sætte flueben ved alt – vi er først og fremmest nysgerrige på, hvad du kan, hvad du står for som leder, og hvad du har lyst til at udvikle sammen med os.
Har du spørgsmål
til stillingen, opgaven eller vores ambitioner for Beskæftigelsesenheden, er du meget velkommen til at kontakte Merete Jørgensen. Send gerne en sms – gerne fra morgenstunden – på telefon 23 65 88 71, så vender Merete tilbage.
Du er også velkommen til at aftale en telefonsamtale eller et uformelt kaffemøde. Det kan være en mulighed for at få et bedre indblik i jobbet, høre mere om vores ambitioner og mærke efter, om det er den rigtige opgave for dig.
Vi forventer, at du kan tiltræde 1. november 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist
7. september 2026 kl. 12.00
Samtaler
- Første samtale: 10. september 2026
- Anden samtale: 16. september 2026
Der vil indgå en opgave i forbindelse med anden samtale.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Bilag
- Gladsaxe Kommunes Ledelsesgrundlag
- ”Den fremtidige beskæftigelsesindsats i Gladsaxe”
- BUB faglighed
- Strategisk aftale for Social- og Sundhedsforvaltningen
- Ambitioner for organisationen
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
SSF BUB, Gladsaxevej, 2860 Søborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/2623d684-7cca-44e3-8308-974fbae68124