Leder til Rosenlund Plejebolig med fokus på faglig udvikling og menneskelig omsorg

dato

Brænder du for ledelse tæt på mennesker – og for at skabe tydelige rammer og retning i en hverdag med mange relationer?
Rosenlund Plejebolig søger en plejeboligleder, der tør gå forrest og sætte retning for den faglige udvikling, det daglige samarbejde og måden, vi møder vores beboere, de pårørende og medarbejdere på. Du bliver en del af et hus med engagerede kolleger og beboere med forskellige behov – og hvor din opgave er at kvalitet, trivsel og tydelig ledelse går hånd i hånd.

Gå forrest i en ledergruppe, der vil fremad
Du får mulighed for at sætte retning for et lederteam, der både består af nye og erfarne kræfter. Vi styrker i øjeblikket den faglige ledelse på Rosenlund og er derfor i gang med at ansætte flere daglige ledere, så vi kan bringe ledelsen tættere på både medarbejdere og beboere. Som plejeboligleder få du en central rolle i at definere rammer, retning og opgavefordeling i den nye struktur – og skabe sammenhæng mellem strategiske mål og lokal ledelsespraksis.

Bliv leder af Gladsaxes største plejeboligenhed
Du får det overordnede ansvar for Rosenlund Plejeboliger – en enhed med 140 moderne plejeboliger fordelt på fem huse, hvor der bor både yngre og ældre borgere, som af forskellige årsager har behov for pleje og omsorg. Det drejer sig blandt andet om mennesker med demens, aldersrelaterede funktionsnedsættelser, psykiske sårbarheder samt borgere, der lever med følgeskader efter et overforbrug af rusmidler.

Et stærkt tværfagligt fællesskab
Du bliver leder for en arbejdsplads med mange fagligheder: plejepersonale, terapeuter, sygeplejersker, aktivitetsmedarbejdere, køkken- og rengøringspersonale, administration og ejendomsservice. Rosenlund har eget køkken, som laver al mad til både beboerne og caféen – en åben café for pensionister i Gladsaxe. Derudover har Rosenlund de seneste år arbejdet med at udvikle en musikprofil, som du skal være med til at videreudvikle.

En arbejdsplads med mange muligheder
Rosenlund er mere end en plejebolig – det er et levende hus med café, fællesaktiviteter, træningsfaciliteter og tradition for musik og sang. Huset rummer stort potentiale og har mange samarbejdsflader – blandt andet med ældrevenlige boliger og pårørende. Vi ønsker at styrke både det sociale liv og samarbejdet med frivillige og pårørende. Her får du en central rolle i at åbne huset op og skabe grobund for nye aktiviteter og relationer.
Der er udarbejdet en rapport om det psykiske arbejdsmiljø og denne skal du fortsætte arbejde med. Der er etableret en styregruppe og udvalgt områder for arbejdet er igangsat. Det handler om at skabe en arbejdsplads, hvor der er psykologisk tryghed, mulighed for refleksion og læring, og hvor medarbejderne oplever mening i deres arbejde og plads til deres faglighed. Du skal kunne stå fast i svære situationer og samtidig invitere til dialog og fælles løsninger. Sammen med ledergruppen skal du skabe et godt sted at bo, et godt sted at arbejde med høj faglighed og gensidig tillid.

Dine opgaver og kompetencer

Vi forventer, at du har:

  • En sundhedsfaglig uddannelse.
  • Erfaring med ledelse af ledere.
  • En eller flere lederuddannelser – fx en master i ledelse

Du kan skabe et hjem.
Rosenlund er beboernes hjem, og det er vigtigt, at du forstår at skabe en hjemlig atmosfære. Det gør du blandt andet ved at være synlig og tilgængelig for ledere, medarbejdere, beboere og deres pårørende.

Du kan skabe balance mellem stabilitet og udvikling.
Du har fingeren på pulsen og blik for både interne og eksterne tendenser. Du inddrager dine omgivelser og skaber et solidt grundlag for at træffe holdbare beslutninger. Med dig som leder bliver forandringer meningsfulde.

Du kan sætte retning og uddelegere.
Med klar og tydelig kommunikation skaber du følgeskab, så alle kender mål og visioner. Du evner at uddelegere ansvar og følge op på en måde, der skaber tillid og tryghed. Du giver de daglige ledere tydelige rammer og følger op i en åben og respektfuld dialog.

Du har styr på ressourcerne.
Du har ansvar for økonomien og driften – og sikrer overblik, effektive arbejdsgange og ro i organisationen. Du har blik for ressourcestyring – uanset om det handler om økonomiske, tekniske, tidsmæssige eller menneskelige ressource.

Du kan forankre og implementere.
Du har blik for kulturen, du er en del af – og for hvordan du selv påvirker den. Det falder dig naturligt at arbejde med trivsel, læring og psykologisk tryghed. Du skaber rammer, hvor medarbejdere og ledere kan bringe deres faglighed i spil og opleve mening med deres opgaver. Samtidig skal du fortsat arbejde med forankringen af personcentreret omsorg ud fra Tom Kitwoods principper.

En attraktiv arbejdsplads – og et godt sted at bo

Vores ambition er klar: Rosenlund skal være både en god arbejdsplads og et godt sted at bo. Vi ved, at arbejdskraft er en knap ressource, og derfor har vi brug for en leder, der kan skabe rammerne for faglighed, trivsel og mening i hverdagen.
Vi forventer, at du tør tænke nyt – både i forhold til faglig sammensætning og teknologiske løsninger – og at du har blik for, hvordan vi bruger kompetencerne bedst muligt i en kompleks hverdag.

Hvad bliver du en del af?
Du kan forvente at blive en del af en ledergruppe, hvor vi samarbejder om at løse opgaverne og indfri de politiske ønsker til vores arbejde. Vi er en integreret del af Social- og sundhedsforvaltningen, hvor vi får mulighed for at bidrage til den strategiske udvikling og sammen er opmærksomme på, hvad nutiden og fremtiden kræver af os.
Det er vigtigt, at du kan se dig selv i Gladsaxestrategien, der med FN’s verdensmål som afsæt udstikker retningen for kommunens udvikling. Vi har fokus på bæredygtighed og arbejder fx ved at mindske madspild og laver økologisk og klimavenlig mad i køkkenerne.

Ansættelsesforløbet
Du er velkommen til at kontakte afdelingschef for Sundhed og Rehabilitering Herle Klifoth på telefon 39 57 55 25 eller på sofhek@gladsaxe.dk.

Du kan læse mere om Rosenlund på www.gladsaxe.dk/rosenlund

Der er ansøgningsfrist 17. august og vi forventer at holde første samtale 22. august og anden samtale afholdes 25. august.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst og ny løn.

Bilag
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gladsaxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Rosenlund Plejeboliger, Mørkhøjvej, 2860 Søborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 17-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2041db5a-0672-4933-81bb-0617c23e5ad4

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet