BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Uddannelsescenter UiU søger et antal pædagogmedhjælpere på 28 timer ugentligt med start 1. september 2023 eller tidligere. Én af stillingerne er et vikariat med udløb den 1. februar 2024.
Uddannelsescenter UiU er Københavns Kommunes skole under STU – "Lov om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov". UiU giver unge fra 15-25 år et 3-årigt uddannelsestilbud. Desuden er vi Københavns Kommunes 10. klassetilbud for unge med vidtgående vanskeligheder. Alle elever har en lettere eller sværere grad af udviklingshæmning. Uddannelsescenter UiU er p.t. i en udvidelsesproces, og vi har derfor brug for et antal nye medarbejdere.
UiU har i skoleåret 2023-2024 113 elever, og den tilhørende klub har 52 medlemmer. Vi er i alt ca. 100 ansatte. De unge er inddelt efter funktionsniveau i fem spor og 11 huse med lærere, pædagoger, ergoterapeuter, psykomotoriske terapeuter og pædagogiske medhjælpere tilknyttet.
UiU har fem Spor/afdelinger – se mere på vores hjemmeside www.uiu.aula.dk
Der er faste stillinger ledige i Spor E og Spor B plus et vikariat i Spor C.
Overordnet tager vi udgangspunkt i en anerkendende tilgang med udgangspunkt i det, den enkelte elev er god til, ligesom vi bestræber os på, at eleverne udvikler sig til at blive så selvstændige og socialt kompetente som muligt, så de får maksimal mulighed for at få indflydelse på deres fremtidige liv.
Spor B er tilbuddet til unge med generelle indlæringsvanskeligheder. De unge har i varieret omfang brug for hjælp og støtte til almindelige dagligdags aktiviteter, ligesom de kan være sprogligt udfordrede. De unge har som udgangspunkt stor interesse i og glæde ved det sociale samvær med jævnaldrende, men skal i stort omfang have hjælp til at dyrke det på hensigtsmæssig vis.
Spor E er tilbuddet til unge mennesker, der har en autismespektrumforstyrrelse samt unge, der har brug for et meget forudsigeligt og struktureret miljø. De unge er på et fagligt niveau, der svarer til lige før skolealderen og op til 3.-4. klasse. Vi arbejder med en høj grad af struktur og forudsigelighed i dagligdagen og forsøger at skabe såvel et fællesskab omkring undervisningen som en individuel tilgang.
I Spor C har eleverne ligeledes autismespektrumforstyrrelser udover deres udviklingshæmning, og de befinder sig som udgangspunkt på et tidligere udviklingstrin end eleverne i Spor E. Her arbejdes ligeledes med en høj grad af struktur og forudsigelighed i dagligdagen plus alternativ kommunikation, eksempelvis i form af tegn til tale. Tilgangen til eleverne i Spor C er i udpræget grad individuel.
Du vil blive ansat på UiU til varetagelse af de pædagogmedhjælperopgaver, der skal løses i sporene. Teamet, du indgår i, vil bestå af lærere, ergoterapeuter, pædagoger samt pædagogmedhjælpere. Det er netop teamets forskellige fagligheder, vi oplever som en afgørende styrke. Sporene er opdelt i mindre teams afhængigt af elevernes behov for eksempelvis eget rum, ro og overskuelighed.
Arbejdet som pædagogisk medhjælper kræver selvstændighed, samarbejdsevne og overblik. Du skal have lyst til at arbejde i et udviklings- og uddannelsesorienteret miljø, hvor elevernes uddannelse er individuelt tilrettelagt. Generelt bygger vores omgangsform på tillid og gensidig respekt, og vi har en uformel og anerkendende omgangstone.
Vi søger en pædagogmedhjælper, der
- fremstår tydelig og robust
- har indlevelsesevne og øje for den enkelte elevs særlige behov og udtryksmåde
- kan bidrage med godt humør og god energi
- kan varetage diverse plejeopgaver
- har lyst til at arbejde med eller har kendskab til mennesker med udviklingshæmning og diverse diagnoser
Stillingen er på gennemsnitligt 28 timer pr. uge fordelt på 200 skoledage. Arbejdstiden ligger indenfor tidsrummet fra kl. 8.00 til 16.00, primært kl. 8.00 til 13.40. Skolen har nogle få aftenarrangementer i løbet af skoleåret. Vi følger skolernes ferieplan og holder fri i skoleferierne.
Løn efter gældende overenskomst. Ved ansættelse i Københavns Kommune er der tre måneders prøvetid.
Ansættelsesdato den 1. september 2023 eller hurtigst muligt.
Ansættelsesstedet er Uddannelsescenter UiU på Horsebakken i København NV.
Yderligere information
Læs mere på Københavns Kommunes hjemmeside – søg Uddannelsescenter UiU
Hvis du har spørgsmål om stillingerne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Annette Walbom på 3366 8906 (fra den 1. august).
Husk at uploade ansøgning, CV og referencer fra tidligere beskæftigelse, hvis du ønsker at søge stillingen.
Og tydeliggør i din ansøgning, hvilke spor du kunne være interesseret i at arbejde i.
Søg via linket senest onsdag den 16. august 2023
Ansættelsessamtaler finder sted tirsdag den 22. august.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=192995&DepartmentId=21045&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5880843