Vil du være med til at bidrage til den grønne mobilitetsdagsorden i en ambitiøs kommune? Gladsaxe Kommune søger projektleder til anlægsprojekter og cykelområdet
I Gladsaxe er der stort fokus på trafiksikkerhed og gode forhold for gående og cyklister samt understøttelse af den grønne omstilling indenfor mobilitetsområdet. Gladsaxe er en ambitiøs kommune, der vægter mobiliteten højt - både lokalt og på tværs af hovedstadsområdet. Det samlede Byråd har derfor bestemt, at flere kræfter skal arbejde på at få de mange planlagte og finansierede trafiksikkerheds- og cykelprojekter gennemført. Har du mod på og erfaring med projektledelse af anlægsprojekter, så kom og arbejd sammen med os. Vi har gode kræfter klar til at støtte op om dig, hvis du er mindre erfaren, men brænder for opgaven.
Hvem søger vi?
Hvis du er projektlederspire eller har erfaring med projektledelse, og brænder for at være med til at udvikle cykelområdet, fremme trafiksikkerheden og gennemføre trafikprojekter, så skal du søge stillingen hos os. Hvis du samtidig er god til at have dialog med og håndtere rådgivere og interessenter, så er vi sikre på, at du er den rette.
Vi forventer derfor, at du kan svare ja til flere af nedenstående punkter:
- er projektleder med stort kendskab til det anlægs- og vejtekniske område eller lyst til at dygtiggøre dig på området
- har erfaring med cykelplanlægning
- erfaring med rådgiverstyring og med flair for interessenthåndtering
- er ingeniør eller har anden relevant uddannelse
- har et kendskab til de faglige og juridiske regler på vejområdet
- kan afveje hensyn mellem god fremkommelighed, tryghed, sikkerhed samt vejbredder, parkering, træer og gode byrum
- gerne erfaring fra en politisk/offentlig/kommunal organisation med politisk sagsbehandling.
Vi vægter hjælpsomhed, humor og omgængelighed højt. Som person skal du være god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt samt være samarbejdsorienteret med en god situationsfornemmelse. Du er selvstændig, kvalitetsbevidst og sætter en ære i at levere et godt stykke arbejde. Samtidig med at du motiveres af at sikre gode løsninger for borgere og pendlere samt virksomheder, skoler etc.
Afhængigt af dine kompetencer, vil du kunne komme til at arbejde med:
- projektledelse af trafiksikkerhedsprojekter, herunder nye cykelstiprojekter, krydsombygninger etc.
- udvikle cykelområdet, herunder deltage i supercykelstinetværket
- udvikling og gennemførsel af mindre trafikprojekter og anlæg
- vejledning og myndighedsbehandling med besvarelse af henvendelser fra borgere, politikere og andre interessenter.
Du kan læse mere om vores fokus på trafiksikkerhed og grøn mobilitet i Trafiksikkerhedsplanen og Trafik- og Mobilitetsplanen.
Om os
Du bliver en del af afdelingen ”Trafik og Mobilitet” i By- og Miljøforvaltningen i Gladsaxe Kommune. I afdelingen er vi ca. 16 kollegaer med forskellige baggrunde. Vi synes selv, at vi er et fagligt stærkt og ambitiøst hold, hvor der er højt til loftet og plads til alle, og hvor vi gør os umage for at gøre det sjovt at gå på arbejde.
I By- og Miljøforvaltningen arbejder vi ud fra en politisk målsætning om at øge andelen af gang- og cykelture og reducere andelen af bilture i kommunen. Hertil kommer et ønske om at tænke fodgængere og cyklister ind som det første i al planlægning og projektering. Samtidig står vi overfor åbningen af Hovedstadens Letbane i 2026, der går på tværs af en lang række hovedstadskommuner. Disse politiske vedtagne mål og ønsker skal vi på daglig basis forholde os til. Det giver os spændende faglige udfordringer og mange gode diskussioner i afdelingen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Der opslås en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst med mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
I Gladsaxe Kommune tror vi på, at udvikling af medarbejdere og fleksibilitet udgør væsentlige dele i at kunne skabe work-life balance. Derfor vil du også i denne stilling være mulighed for adgang til efteruddannelse, deltagelse i netværk etc. samt mulighed for hjemmearbejde i op til to dage om ugen efter aftale. Herudover har vi frokostordning og adgang til kommunens idrætsfaciliteter.
Yderligere oplysninger
Vi forventer, at du sender
- en kort motiveret ansøgning
- et fokuseret CV, hvor du fremhæver din rolle og resultater af din indsats.
Har du spørgsmål eller vil du høre mere om stillingen, så kontakt gerne teamleder Garbie Solvang Jørgensen på telefon 39 57 58 86 eller garjor@gladsaxe.dk eller afdelingschef Maria Cecilie Pautsch Weischer på macepa@gladsaxe.dk.
Ansøgningsfrist og -proces
Der er ansøgningsfrist den 15. april 2025 kl. 10.00.
Vi forventer at holde samtaler den 23. april 2025 og eventuel anden samtalerunde afholdes den 28. april 2025 med henblik på ansættelse pr. 1. juni 2025.
I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Afdelingen for Trafik og Mobilitet, Rådhus Alle, 2860 Søborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-04-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/c101cab4-8299-4608-a83e-ab284fe73504