BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du have en spændende og udfordrende lederstilling med ansvaret for at udvikle overvågningen af landets mest hemmelige it-systemer?
Vi er i gang med at ekspandere it-sikkerhedsafdelingen i en af Danmarks mest komplekse it-organisationer og søger derfor en leder, der både er visionær og strategisk tænkende, og har den ledelsesmæssige værktøjskasse i orden.
Så kan du engagere dine medarbejdere til at realisere afdelingens og sektionens mål og derved opnå de resultater, der understøtter FE som helhed - Så har vi en ledig stilling til dig som sektionschef i vores it-sikkerhedsafdeling.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Som sektionschef får du ansvaret for ledelsen af en række dygtige, selvstændige og krævende medarbejdere. Du får reference til afdelingschefen og indgår i ledergruppen.
Du bliver sat i spidsen for en sektion, der varetager grundlaget for overvågningen af FE’s it-infrastruktur og du skal sammen med dine medarbejdere have fokus på, at alle uønskede it-sikkerhedshændelser enten kan forudses eller opdages og imødegås, så vi kan være organisationens garant for det nødvendige niveau af informationssikkerhed og compliance.
Dine hovedopgaver er for dig at:
- Være daglig leder af sektionen
- Sætte retning og koordinere indsatsen, så der eksekveres på de aftalte mål
- Sikre et godt samarbejde på tværs af FE
- Udvikle dine medarbejdere
- Udvikle sektionen i sin helhed
- Skabe arbejdsro og trygge rammer for dine medarbejdere
- Budgettere og afrapportere i forhold til sektionens aktiviteter
- Sikre implementering af løsninger
Du brænder for it-sikkerhed og har med stor succes og gode resultater ledet it-funktioner, hvor du bl.a. har udviklet dit forretningsområde, udfærdiget og implementeret visioner og strategier og haft ansvar for rekruttering, udvikling og fastholdelse af medarbejdere med høj faglighed og stor teknisk viden.
Du har desuden et indgående kendskab til it-sikkerhed, og har forståelse for alle aspekter af både den offensive og defensive del af et effektivt cyberforsvar. Du har beskæftiget dig med de nyeste metoder og værktøjer, der indgår i en moderne it-sikkerhedsorganisation og forstår både blackhat og whitehat hackeres arbejdsmetoder og fremgangsmåder.
Din tilgang til it-sikkerhed er ud fra et perspektiv, hvor styring af risici er i centrum. Du er en udpræget holdspiller, der bringer alle kompetencer i spil og eksekverer med det overordnede formål for øje.
Du har erfaring med motiverende og engagerende ledelse, herunder forandringsledelse. Du er i stand til at skabe en performancekultur og har blik for den enkelte medarbejders viden, kompetencer og udviklingspotentiale.
Du er helhedsorienteret, imødekommende og samarbejdsorienteret. Du er robust og evner at håndtere krydspres i en politisk styret organisation, også når operative forhold kræver din opmærksomhed.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 1. august 2023.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 31 og stiler mod en ansættelse fra 1. november 2023. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-8086@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gladsaxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Efterretningstjeneste, Kastellet 30, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170217&DepartmentId=10051&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5858929